Glade Landbørn

Nynnes private pasningsordning i Viby Sjælland

Jeg brænder for det gode børneliv

Et nysgerrigt og anerkende børnesyn

Jeg hedder Nynne, jeg er 33 år gammel, gift med Morten og mor til 2 fantastiske drenge. 

Jeg synes børns udvikling er fantastisk, og min tilgang er altid rolig, omsorgsfuld, kærlig og anerkendende. 
Jeg tror på, at børn gør deres bedste, ud fra de forudsætninger de har. Børn er hverken udspekulerede, beregnende eller tarvelige, og derfor er skæld ud aldrig en del af livet hos Glade Landbørn. Det er min opgave at guide og hjælpe, i de situationer børnene har brug for det. 

Alle børn er forskellige, og jeg støtter på bedste vis børnene hvor de er, så de kan gro fint videre. Jeg tror nemlig på, at alle børn skal have lov til at følge deres egen rytme og udvikling. 

Det er samtidig vigtigt for mig, at børnene lærer at være omsorgsfulde og passe på hinanden og gårdens dyr, så de får nogle gode sociale kompetencer med sig videre i livet. 

Jeg elsker at se børn gro, høre børn grine, mærke at børn trives og se deres selvværd vokse 🌱



Mine værdier


Jeg tror på, at børn trives bedst, når der er stærke og gode fællesskaber. Både blandt børn, voksne og forældre. Derfor værdsætter jeg et stærkt forældresamarbejde højt. 

Glade Landbørn er et fantastisk alternativ, til når I er på arbejde. Samtidig mener jeg også, at små børn trives bedst, når de bruger mest mulig tid med deres forældre. 
Derfor har jeg som en del af vores samarbejde et ønske om, at I som forældre henter jeres barn når I kan, og som udgangspunkt bruger ferier og fridage sammen. 
På den måde oplever jeg, at børnene er i bedst mulig balance og trivsel, og det er jo meningen med det hele ♥️

Pædagogisk arbejder jeg nærværende og sansende med børnene, og lader årstiderne og naturen sætte rammerne for vores hverdag. 
Jeg arbejder for gode og kærlige relationer blandt både børn og voksne. Kærlige, sunde og stærke relationer er et af de vigtigste grundlag for en god udvikling hos børn.

Jeg bruger gentagelser og rytme for at give tryghed i hverdagen, og jeg arbejder ud fra, at børns udvikling skal fæstne sig omkring leg og fantasi. Når børn får lov til at fordybe sig, fantasere, sanse og opleve opstår der magi. 
 

Og så skal børn have lov til at omgåes dyr. Interaktionen med dyr giver børn ro og tryghed. Det udvikler deres empati og ansvarsfølelse, egenskaber som de tager med sig i deres sociale kompetencer 🐝

Tryk på billedet, for at læse mere om vores skønne hverdag 🌈

 




(C) 2018 Lavet med NemmeHjemmesider.dk

Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk