Vi har været helt vildt glade for at have vores barn gående i Glade Landbørn. Nynne er udadvendt, intelligent, nærværende og virkelig god til at læse børnene og forstå deres behov og udvikling. Hun har stor viden om børns udvikling og et kæmpe overskud og er rigtig god til at skabe tryghed og fylde hverdagen med alderssvarende aktiviteter og små eventyr. Nogle dage byder på simpel sneglejagt i skoven eller leg med efterårsbladene i haven. Men Nynne og børnene går også til rytmik og mødes med andre dagplejere. Derudover er der udflugter til blandt andet besøgsbondegård, Zoologisk have og legeland.
Det har alt sammen givet os en følelse af, at uanset om de har været hjemme eller været på tur, så har vores barn grinet, sanset og været på opdagelse.
Noget der særligt karakteriserer Glade Landbørn er, at man bliver en del af familien. Udover Nynne, følger der som en lille bonus en sød far og en skøn mormor med, som også bor på matriklen og som sporadisk indgår i børnenes hverdag. Det giver et overskud og en følelse af at aflevere sit barn i et hjem og ikke en institution.
Vores barn er blevet en del af en lille, tæt og sund børneflok og hun har fået en hverdag med rigtig meget omsorg og voksenkontakt.
Ud over Nynnes kæmpe arbejde med børnene så har vi også været rigtig glade for de fysiske rammer hos Glade Landbørn. Der er masser af plads til at boltre sig, heste og katte, hyggelig legeplads, skov i baghaven og masser af natur.
Vi kan give Nynne vores varmeste anbefalinger! Det har været en fornøjelse at have vores barn gående i Glade Landbørn og det har givet os fuldstændig ro i maven og et barn i trivsel.